Filmanmeldelse: Tangerine – Glædelig jul Bitch
En juleaften, som du aldrig har set det før!
For en gangs skyld passer overskriften på en film 100 procent. For det er vitterlig en meget anderledes juleaften, som Sean Baker serverer for publikum i ”Tangerine”.
To transkønnede prostituerede, en armensk taxachauffør med hang til netop det, bagsiden af Sunset Boulevard i Los Angeles og et lydspor, der blander Beethoven med højoktan trap-hop musik, er nogle af hovedingredienserne i denne utraditionelle julecocktail.
Handlingen foregår i kvarteret omkring Highland Avenue og Santa Monica Boulevard i den amerikanske millionby. Et område, hvor småkriminaliteten flyder frit, og hvor fyre kan samle transkønnede prostituerede op til et hurtigt blowjob eller knald.
Her møder vi den transkønnede Alexandra (Mya Taylor) og hendes bedste veninde Sin-Dee Rella (Kiki Kitana Rodriquez), der hænger ud på den lokale doughnut-restaurant, der skal vise sig at være en af filmens hoved-lokaliteter.
Det er juleaften og Sin-Dee er netop sluppet ud efter 28 dage i fængslet. Hun bliver mildt sagt ikke begejstret, da Alexandra fortæller, at hendes kæreste/alfons Chester har brugt ventetiden på at være utro. Og da hun ydermere hører, at det er med en ”fish” (slangudtryk for en biologisk kvinde), hvis navn vistnok starter med D, beslutter hun sig for a finde både kvinden og Chester og gøre regnskabet op.
Og så går den vilde jagt. Alexandra følger med det første stykke, men beslutter sig snart for at lade Sin-Dee Rella fortsætte alene på sit eksplosive, impulsive road-trip gennem byens gader. Hun har selv nogle handler, der skal overstås inden hendes optræden på et natklub senere på aftenen, og det viser sig snart, at heller ikke Alexandra stikker op for bollemælk. Da en kunde nægter at betale det allerede nedpruttede beløb, tøver hun ikke med at blive korporlig med kommentaren “Du glemmer, at jeg også har en pik”.
I mellemtiden har Sin-Dee Rella omsider fået fat i Dinah (Mickey O’Hagan), som hun hiver ud af et overfyldt motelrums-bordel og i bogstaveligste forstand trækker ved håret gennem det halve Los Angeles, men hun forsøger at slå rekorden for, hvor mange gange man kan sige ordet “bitch” i en film.
På kryds og tværs af de to hovedpersoner følger man den armenske taxichauffør Razmik (Karren Karagulian) samle et bredt udsnit af byens bærme op i sin bil – inklusive Alexandra med hvem han tilbringer en fantastisk filmet hyrdetime i en bilvask. Ind imellem er Razmik hjemme for at fejre jul i familiens skød, men flygter hurtigt ud i natten igen.
Det hele kulminerer på doughnut-restauranten i et nærmest Noel Coward-agtigt optrin, hvor alle vælter ud og ind.
Filmens lidt melankolske, men også smukke slutning, skal ikke røbes her. ”Tangerine” er på samme tid rå, hård, øm, grim, smuk, energifyldt og hylende morsom, og Sean Baker har ydermere begået den genistreg at filme det hele med tre iPhone 5 med specialinser og fuld drøn på farveskalaen.
”Tangerine” er proppet med en inderlighed og en autencitet, der ikke bliver mindre af, at de to hovedpersoner også er transkønnede og venner i virkeligheden og kender det område, hvor filmen foregår.
Dens personer er i bogstaveligste forstand mennesker uden filter og uden retouchering på godt og ondt – stærkest udtrykt, da Alexandra optræder i den stort set mennesketomme natklub med julesangen ”Toyland”.
Netop af samme grund kommer man også til at holde af dem og forlader biografen næsten i julestemning. På den måde er ”Tangerine” en perfekt lille, tindrende julekugle med lipgloss og paryk på.
Tangerine – 88 minutter – USA – Instruktør: Sean Baker – Medvirkende: Mya Taylor, Kiki Kitana Rodriquez, Karren Karagulian m.fl
