Berlinalen 2016 dag 2 – Den lille forskel

Det er dagen derpå i Berlin – dagen efter, at George Clooney endnu engang indtog Berlinalen, denne gang med armen solidt plantet omkring sin smukke hustru Amal.

Men andendagen er også der, hvor Berlinalen for alvor falder på plads. Der hvor pressevisningerne i Berlinale Palast starter, og man som filmanmelder når ind til det, som det hele drejer sig om: At se film.

Andendagen er genkendelsens glæde over at se de mennesker, man kender, men også noget andet. Når man tager til den samme filmfestival år efter år, er det nemlig ikke alt det, der er det samme, man først og fremmest lægger mærke til, men alle forskellene. De store og små forandringer og sprækker som viser, at billedet hele tiden ændrer sig, selv om det ellers nogenlunde ligner sig selv.

Tag nu for eksempel det tykke, tunge tryksværtedampende Berlinale-katalog, som man får udleveret hvert år på førstedagen, og trofast slæber rundt på hele den dag for om aftenen at smide det taknemmeligt i et hjørne af hotelværelset, hvor det så ligger, til man skal hjem.

I år har Berlinalen imidlertid sløjfet kataloget og i stedet lagt det on-line på nettet – en strålende idé både miljømæssigt og logistisk. Færre træer må lade livet og færre bekymringer om, hvor sundhedsskadelige dampene egentlig er.

En anden fremragende ændring er, at man nu kan hente billetter til festivalens øvrige film allerede klokken 08.00. Dermed undgår man at skulle halse over til Berlinale Palats til dagens første presseforestilling, der begynder klokken 09.00.

Så er der også de forskelle, som ikke er der, selv om man kunne have frygtet det. Det gælder ikke mindst sikkerheden, som ikke har ændret sig mærkbart. Det er stadig lige nemt – eller besværligt alt efter hvilket humør, man er i – at komme ind til forestillingerne, blot man har sin badge. Og man kan stadig have sin uundværlige taske med fyldt med festivalaviser, programmer, nødmad, tandbørste m.m. Måske kommer jeg til at fortryde de her ord (det håber jeg ikke), men jeg er faktisk rigtig taknemmelig for ikke at skulle gennem en metaldetektor for at komme ind og se en festivalfilm. At leve nogenlunde som vi plejer uden frygt, er det værste, vi kan byde terroristerne.

Andendagen er også der, hvor man kan begynde at se, om der er nogle gennemgående temaer i hovedkonkurrencen. Indtil nu er det dog svært at se nogen: De tre konkurrencefilm har handlet om henholdsvis en tunesisk mand, der prøver at undslippe det liv, andre har planlagt for ham, en amerikansk dreng med overnaturlige kræfter som gerne vil hjem til den verden, hvor han kommer fra, og en arrogant canadisk rigmand, der grundigt må bide sin stolthed i sig for at redde sin kone ud af hendes mystiske depression. Hvis nogen kan se en rød tråd i dette, hører jeg det gerne.

Endelig var andendagen der, hvor min søde anmelderveninde fik givet hånd til Meryl Streep, da hun ankom sammen med resten af Berlinale-juryen for at se dagens sidste presseforestilling. Hun fik også givet verdensstjernen følgende salut: ”I love New York and I love you!”. Meryl Streep kvitterede med et stort smil, og min venindes hånd blev nok ikke vasket det første par timer. Sig ikke, at man ikke oplever noget i Berlin.

BORIS SANS BEATRICE

Storhed og stolthed står for fald i det Canadiske bidrag til Berlinalens hovedkonkurrence: ”Boris sans Béatrice”.

Boris Malinovsky er en rig og succesfuld mand fra Quebec, men han er ikke nogen rar mand. Han tackler sine omgivelser med hensynsløs arrogance og nægter at bøje nakken for nogen.

Hans kone Béatrice, der er en lige så succesfuld minister i den canadiske regering, er imidlertid ramt af en mystisk depression, og henslæber katonisk stirrende sine dage i det afsides beliggende sommerhus, hvor Boris har installeret hende og sig selv for at give sin kone ro til at komme sig.

Boris evner dog ikke at give sin kone hverken pleje eller opmærksomhed. Han bruger i stedet tiden på fornøjelser, en affære med en kvindelig kollega og snart også med den unge kvinde Klara, sm han har ansat til at tage sig af Beatrice.

Men så en dag modtager Boris et besynderligt brev fra en komplet fremmed, der opfordrer ham til at møde sig i skoven midt om natten. Her får han stillet et ultimatum om at ændre sit liv – hvis han altså virkelig elsker Béatrice, som han påstår, og ønsker at hjælpe hende. Spørgsmålet er dog, om Boris overhovedet er i stand til at ændre sig selv.

Hvis nogen synes, at det ovenstående smager af græske gudesagn, så er de ikke helt forkert på den. Der er et skær af magisk realisme over den mystiske mand, der spilles med overdreven dæmoni af den franske skuespiller Denis Lavant.

Man får således aldrig noget at vide om, hvor han kommer fra, hvad hans forbindelse er til Béatrice, og hvorfor han lige har udset sig Boris til at være dommer over for.

Da Boris opsøger ham igen i skoven, høres kun den ukendtes stemme gjalde over området som en stemme fra himlen. Og ved deres tredje møde beskylder han Boris for at have begået hybris (udfordret og trodset skæbnen).

På den måde minder ”Boris sans Béatrice” om John Fowles berømte bog ”Troldmanden”, hvor hovedpersonen også fanges i et spil, som en mystisk overdommer har udtænkt. Og hvor det igen er kærligheden og svigtet af en kvinde, der sætter spillet i gang.

Det er ikke nogen stor og specielt kompliceret historie, som instruktøren Denis Coté disker op med. Hele plottet med den mystiske mand virker mere teatralsk end egentlig overbevisende og er forbavsende hurtigt overstået.

Når ”Boris sans Béatrice” alligevel er værd at se, skyldes det ikke mindst James Hyndman fangende præstation som den pressede Boris. Hele hans kropssprog udstråler rastløs arrogance og ønsket om at bestemme, mens hans øjne skiftevis udtrykker dominans og sårbarhed.

Han er som en legende dreng, der er faret vild i skoven og nu kæmper for at finde hjem igen.

Boris sans Béatrice – 93 minutter – Canada – Instruktør: Denis Coté – Medvirkende: James Hyndman, Simone-Elise Girard, Denis Lavant, Isolda Dychauk, Dounia Sichov m.fl.