Berlinale-interview: Mahdi Fleifel

Det er ikke almindeligt, at en instruktør bliver nødt til at vælge, hvilken filmfestival han gerne vil have sin film med på. Men den 36-årige dansk-palæstinensiske instruktør Mahdi Fleifel er heller ikke som gennemsnittet.

For eksempel er det heller ikke særlig almindeligt, at man bliver født i Dubai, vokser op i en flygtningelejr i Libanon og derefter tager springet til at blive velintegreret indvandrer i Danmark.

Og det er slet ikke almindeligt at have haft en film med på Berlinalen de seneste tre år og nu for fjerde gang i træk.

Den førnævnte flygtningelejr Ain El-Helweh har ikke blot spillet en stor rolle i Mahdi Fleifels private liv, men også i hans professionelle liv som filminstruktør.

For tre år siden lavede han således en halvanden time lang dokumentarfilm om livet i lejren ”A World Not Ours” (2012), der blev vist på Berlinalens Panorama-sektion i 2013, og modtog festivalens Fredspris. I 2014 var han med i Berlinalens kortfilmsektion med filmen ”Xenos” (2013). Filmen følger Mahdis barndomsven fra lejren Abu Eyad på hans flugt til Grækenland, hvor han lige som mange andre flygtninge ender med at leve at fattigt liv på gaden i Athen. I år er han så på ny med i kortfilmssektionen med ”A Man Returned” (2015). Her følger Mahdi den 26-årige palæstinenser Reda, da han vender tilbage til Ain El-Helweh fra Grækenland, hvor han er blevet narkoman. Trods sin narkoafhængighed beslutter Reda mod alle ods at gifte sig med sin barndomskæreste.

Hvad er det, der fascinerer dig så meget ved Ain El-Helweh?

– Man kan sige, at de tre film er en del af en større diskurs og diskussion om de flygtninge, der kommer til Europa. Mine film viser, hvordan det er at bo i en flygtningelejr og på gaden i Athen. Det er det privilegium og ansvar man har ved at lave film. At man kan fortælle en anden slags historier end dem, der bliver vist i nyhederne, hvor det ofte går op i tal og statistikker over, hvor mange flygtninge, der er kommet til Europa. De beskriver sjældent den menneskelige historie, men her føler jeg et andet ansvar som dokumentarist.

Du får det til at lyde som et politisk projekt?

– Jeg vil hellere formulere det på den måde, at filmene har været en del af en større udvikling, som jeg har været igennem. De to kortfilm er født i denne udviklingsproces, men i virkeligheden ender jeg altid med at lave film ved et tilfælde.

Et tilfælde?

– Ja, jeg tror, det er angsten for, at jeg kommer til at ødelægge det, hvis jeg forbereder mig for meget. Jeg skal helst kunne overraske mig selv.

– På den måde blev ”A Man Returned” også skabt ved et tilfælde. Jeg var rejst til Libanon i 2014, men havde besluttet ikke at filme i lejren i denne omgang, da jeg synes, jeg havde fortalt alt det, der var at fortælle om Ain El-Helweh. Jeg nøjedes derfor med at besøge min bedstefar, men mødte Reda, der var hans nabo. Han fortalte mig, at det ikke gik så godt for ham, efter at han var vendt tilbage fra Athen, og at han nu både brugte og solgte heroin.

– På et tidspunkt spurgte han så halvt i spøg om, hvorfor jeg ikke lavede en film om ham. Jeg tøvede, men han sagde, at jeg da i det mindste kunne filme hans bryllup, og vi aftalte, at jeg skulle komme og filme i de tre efterfølgende weekender.

Resten af forløbet omkring ”A Man Returned” skulle vise sig at blive lige så tilfældigt.

– Jeg kom til Købehavn i sommeren 2014 og sagde til min klipper Michael, at jeg havde filmet noget, men ikke var sikker på, at det var noget. Vi kiggede på råbåndet fra starten i køkkenet og slutscenen, og derefter så vi ikke på det igen før næsten et år senere i april 2015. Vi var enige om, at der var noget, og at det kunne blive en portrætfilm.

– Filmen blev klippet færdig i oktober 2015. Det var en tirsdag. Onsdag sendte vi den til produceren, og torsdag blev den sendt til filmfestivalerne i Rotterdam og Berlin. Fredag ringede de fra Rotterdam og sagde, at de godt ville have den i deres Tiger Awards sektion. Ugen efter ringede Berlin så og ville også have den.

Dermed stod Mahdi Fleifel, der har boet i Amsterdam det seneste halvandet år, med det luksusproblem at skulle vælge mellem to attraktive festivaller.

– Det var lidt absurd, men fordi jeg bor i Amsterdam gik Rotterdam med til at vise den som national premiere, men uden for konkurrence. Dermed kunne vi stille op i konkurrencen i Berlin. Det var den rigtige udgang. Hvis vi havde valgt Rotterdam og ikke Berlin ville folk måske tænke, at så god var filmen åbenbart heller ikke. Men samtidig har jeg aldrig haft en film med i Rotterdam, så jeg er også meget glad for, at den også bliver vist der.

– Hvad forventer du, at der sker i Berlin?

– Jeg håber selvfølgelig at folk kan lide filmen, og så er det et rigtig godt sted at starte festivalåret. Berlin og Toronto er jo de to store festivaller, hvor jeg har haft film med.

– Samtidig handler det mere om publikum end glamour for mig. Og de to festivaler har et fantastisk engageret publikum. – Endelig er der tit en stærk dialog, efter at jeg har vist mine film. Den dialog betyder meget, fordi jeg får føling med, hvordan folk respondere på mit arbejde og de tanker og følelse, jeg har lagt i processen med at skabe filmen. Det er en vigtig reaktion at få, fordi jeg fremover ikke kommer til at rejse så meget med filmene og være til stede på festivalerne.

– Hvor længe vil du blive ved at hænge fast i film fra Ain El- Helweh?

– Jeg bliver tit spurgt, hvorfor jeg altid laver film om flygtninge. Jeg plejer at svare, at det er fordi, at jeg selv er flygtning og kun var ni år, da min familie kom til Europa fra Mellemøsten.

– Men hvis jeg skal være ærlig, så bliver jeg ved, fordi historien om flygtninge er den vigtigste historie at fortælle i dag måske med undtagelse af historien om global opvarmning.

– Det er ikke historien om ”dem”, men vores alles historie, og jeg tror, at jeg vil forsætte med at fortælle den. På den måde synger instruktører ofte den samme sang igen og igen, men prøver hele tiden noget nyt af.

– Nu er der jo ikke noget emne, der har fyldt så meget i medierne det seneste halve år som flygtninge. Er du ikke bange for at blive taget som gidsel i den politiske debat?

– Jeg er ikke politisk, jeg er historiefortæller, og mit medium er filmen. Derfor vil jeg gerne stille mig til rådighed for en diskussion om mine film, men jeg har ikke nogen løsning på, hvad man skal gøre, og ønsker heller ikke at skulle gøre mig klog på det.

– Men hvem er de her folk? Det er det, som jeg er fascineret af, og så er jeg måske også tiltrukket af smerten, jeg oplever i menneskets kamp for overlevelse.

– På den ene side viser mine film håbløsheden, hvor folk hele tiden bliver blokeret i det, som de prøver på at gøre. På den anden side viser de også, at så længe, der er liv, er der håb, for livet vil leves og finder dermed hele tiden smuthuller. ”A Man Returned” ender således på et spørgsmål, men sidenhen har Reda fået en datter og er blevet afgiftet.

– Hvad ønsker du at opnå med dine film?

– Det værste, jeg kan forestille mig, er, at man har lagt fem-seks års arbejde med hjerte og sjæl i en film, og folk så kommer ud af biografen og siger: ”Den var da ok”.

– Jeg vil gerne have, at folk er blevet rørt, og at de har fået noget at tænke over. Den bedste gave, jeg nogensinde har fået, var da jeg oplevede en 70-årig mand i Argentina, der kom grædende ud efter en af mine film og gav mig et stort kram og takkede mig. Jeg sagde til ham, at jeg ikke er tryllekunstner, og at det ikke var mig, der havde fået ham til at græde. At vi er i det sammen.

– Hvad er dit næste projekt?

– Det bliver en fiktionsfilm. Som sagt har mine dokumentarfilm været en del af en større udviklingsproces, der har ført til, at jeg nu arbejder på et filmprojekt, der foregår i Athen, og hvor historien er baseret på alt det, jeg har oplevet og fået fortalt.

– Det er mit eget selskab, Nakba FilmWorks der producerer den, sammen med en dansk co-producer, og hvis alt går efter planen, bliver den muligvis færdig i 2018, men jeg tager mig rigtig god tid. Mere kan jeg ikke fortælle nu, slutter Mahdi Fleifel.