Berlinalen dag 3 – Fimfestival om mennesker på flugt
I går skrev jeg, hvordan det var lidt uklart, hvad Berlinalens hovedtema egentlig er. Nuvel tågen er lettet. På tredjedagen blev det nemlig tydeligt, at den 66. Berlinale – ikke overraskende – har sat fokus på det hotteste politiske emne lige nu: Flygtninge.
De fem film, der indtil videre er blevet vist i hovedkonkurrencen, handler således alle om mennesker på flugt eller på udkig efter et andet liv for sig selv.
Den tunesisk/belgiske/franske ”Heidi” handler om en tunesisk mand, der forsøger at undslippe det liv, hans omgivelser har bestemt for ham. I den amerikanske ”Midnight Special” er en dreng med overnaturlige evner og hans forældre på flugt gennem USA, mens den canadiske ”Boris sans Béatrice” er fortællingen om en mand, der flygter fra at se realiteterne om sig selv i øjnene. I den franske ”Things to come” må en midaldrende kvindelig filosofilærer pludselig til at lede efter et nyt ståsted i livet. Og endelig er den fransk/italienske film ”Fuocoammare” en rystende dokumentarisk skildring af de flygtninge, der krydser Middelhavet i små synkefærdige skibe og gummibåde for at nå det forjættede Europa.
Flygtningene blev også et tema på torsdagens pressemøde efter Coen Brødrenes åbningsfilm ”Hail Caesar”. George Clooney er ikke bange for at blande sig i politiske spørgsmål, og på pressemødet pralede han med, at han senere på dagen skulle møde Angela Merkel og ofte rejser til farlige steder. Det fik en af de tilstedeværende journalister til at spørge, om Clooney kunne forestille sig at lave en film om flygtninge:
– Jeg synes, at det er et besynderligt spørgsmål sat blive stillet, for jeg bruger meget tid og energi på det. En film handler imidlertid mere om den rigtige historie end om det rigtige emne, og jeg har endnu ikke set et manuskript med den rigtige flygtningehistorie. Men jeg skal møde Angela Merkel og flygtninge, mens jeg er her. Hvad har du i øvrigt selv gjort for flygtninge? prøvede George Clooney at spille bolden tilbage, inden Joel Coen reddede ham:
– Det er et meget vigtigt emne, og jeg vil gerne se film om det, men det er absurd at pege på alle, der er offentligt kendte eller i et kunstnerisk miljø og sige, at de skal fortælle en bestemt historie. Det er en fejlagtig opfattelse af, hvordan kreativitet fungerer, indvendte han.
Ellers handlede tredjedagen på Berlinalen blandt andet om det sus, som valget af Meryl Streep som jurypræsident har sendt gennem hele festivalen. Eller som en af filmjournalisterne udtrykte det:
– Der har ikke været sådan en stemning og begejstring i årevis.
Om det er fordi Meryl Streep er superstjerne, eller fordi hun er det på sin helt egen Meryl Streep’ske måde er svært at sige. Selv havde hovedpersonen denne kommentar om sin rolle, da juryen blev præsenteret:
– Det er svært at bedømme sine kollegers arbejde, for alle har gjort en unik indsats. Men vi vil prøve, og vi glæder os til at fordybe os i samtaler om film. Jeg har ingen erfaring i det her, men jeg har erfaring fra at lede andre foretagender, min familie for eksempel.
FUOCOAMMARE
Der er ikke noget emne, der har fyldt så meget i medierne det seneste halve år som flygtninge.
Nogle er forfærdede over de danske stramninger over for flygtninge og asylansøgere og over regler, hvis hovedformål ikke er at hjælpe mennesker i nød, men at gøre det så uattraktivt som muligt for dem at søge hertil.
Andre er skræmte ved udsigten til, at udgifterne til flygtningene skal gå ud over den danske velfærd, og mener ikke, vi har råd og plads til flere.
Når man ser den italienske instruktør Gianfranco Rosis dokumentarfilm ”Fuocoammare”, går det imidlertid op for en, at vi intet aner om flygtninge og deres desperate situation. Måske fordi Danmark trods alt ligger placeret for langt væk rent geografisk.
Den luksus har de ikke på den italienske ø Lampedusa, der ligger placeret midt i Middelhavet, og som derfor er blevet et springbræt og et symbol for afrikanske flygtninge, der krydser Middelhavet i hundredetusindevis i små udslidte skibe og gummibåde – ofte med fatal udgang.
På Lampedusa har man ikke til diskussioner om lukkede grænser, eller om man skal beslaglægge flygtningenes værdier. Her arbejder man hårdt hver eneste dag for at redde de nødstedte flygtninge fra at dø på havet og samle de mange op, der ikke klarede turen.
Eller som en af de lokale læger udtrykker det:
– Jeg har set så mange døde. Alt for mange. Mine kolleger mener, at jeg efterhånden må være vant til det, men det er jeg ikke. Hvordan kan man nogen sinde blive vant til at se døde mænd, kvinder og børn? Se ligene af gravide kvinder, der har født på havet, og som stadig har barnets navlestreng hængende? Nej, det vænner man sig aldrig til.
Filmen veksler fermt mellem optagelser af opsamlingen af flygtninge og skildringen af de kummerlige vilkår, hvorunder de krydser havet, og optagelser af en af Lampedusas fastboere, den 12-årige Samuele.
Lige som andre12-årige har Samuele ikke altid lyst til at gå i skole, men vil hellere lege med sin slynge, hænge ud på havnen eller hjælpe sin far med at fiske og træne sig selv i ikke at blive søsyg.
Kombinationen af det dagligdags og det ekstreme er styrken ved ”Fuocoammare”. Hvis ikke man have fået lov at se livstykket Samuele kæmpe med et dovent øje, som gør, at han skal have klap for det raske øje, eller føre bekymrede samtaler med sin læge, fordi han har lettere ondt i maven, ville scenerne med flygtningene nærmest være ubærlige.
Samtidig er ”Fuocoammare” befriende ikke-politisk ud over det usagte budskab der altid ligger under det hele, når man skildrer en katastrofesituation.
Filmen beskæftiger sig således overhovedet ikke med, hvad man skal stille op med flygtningene eller udgifterne til at integrere dem. Den handler udelukkende om at redde deres liv her og nu og om den dagligdag, som udfolder sig lige ved siden af katastrofen.
På den måde lyser Samueles verden livsbekræftende op midt i skildringen af en af de største tragedier i moderne tid.
Fuocoammare – 106 minutter – Frankrig og Italien – Instruktør: Gianfranco Rosi – Medvirkende: Samuele Pucillo, Pietro Bartolo, Mattias Cucina, Samuele Caruana, Giuseppe Fragapane m.fl.
