Berlinalen dag 4 – Tysk film sætter fokus på abortdebatten

Det kan godt være, at Vorherre deklarerede hviledag om søndagen, men han har tydeligvis ikke taget Berlinalens ledelse i ed, for her var det business as usual. Og på fjerdedagen kom Danmark endelig for alvor på lærredet rundt omkring i de festivalens forskellige sektioner.

I kortfilmsprogrammet havde den dansk-palæstinensiske instruktør her til eftermiddag verdenspremiere på sin nye kortfilm ”A Man Returned”, hvor han endnu engang er tilbage for at filme i den palæstinensiske flygtningelejr Ain El-Helweh.

Tidligere på dagen kunne verdensfilmpressen se tre afsnit af den danske animator Siri Melchiors indtagende serie om pigen Lili, der bygger på Kim Fupz Aakesons bøger. Filmene om Lili er med i Berlinalens børnesektion Generation Kplus.
Endelig er der her til aften verdenspremiere på den danske instruktør Ali Abbasis gyser ”Shelley” om en ung rumænsk pige, der lader sig overtale til at være rugemor for at barnløst dansk par i deres afsides beliggende hus midt ude i skoven. Det skulle hun selvfølgelig aldrig have gjort.

I hovedkonkurrencen er der nu blevet vist 8 ud af de 18 film. Skal man tro anmelderjuryen i filmbladet Screen, er det gårsdagens fransk-italienske flygtningefilm ”Fuocoammare”, der fører konkurrencen, men de har endnu ikke bedømt søndagens tre film – herunder den tyske ”24 weeks”.

Det er sjældent at man ved en presseforestilling ser dusinvis af voksne mænd og kvinder knibe indtil flere tårer, men ”24 weeks” rammer der, hvor det er allermest hjerteskærende.

Et succesfuldt par venter deres andet barn, da de får at vide, at det vil blive født med Downs Syndrom. Da der senere også støder en alvorlig hjertefejl til, skal parret nu beslutte, om barnet skal fødes eller aborteres efter 24 uge. Det sidste vil betyde, at lægen først skal slå barnet ihjel med en indsprøjtning, hvorefter moderen skal føde det døde barn. Forældrene er ved at blive revet midt over af tvivl, for kan man tillade sig at bestemme over liv og død på den måde? Beslutningen bliver ikke mindre svær af, at det alene er moderen, der sidder med det afgørende ord, selv om de har været to til at lave barnet og hun i den grad har brug for faderens opbakning.
En film, der ud over at være velspillet sætter en række etiske og menneskelige spørgsmål omkring fødsel og abort på spidsen, og som kan det, som film skal kunne: At komme helt ind under huden på folk og røre dem følelsesmæssigt.

”24 weeks” udmærker sig i øvrigt ved at være den eneste tyske film i hovedkonkurrencen i år mod 4 film sidste år – heraf 1 uden for konkurrencen.

Denne tendens er typisk for hele Berlinalen. I 2015 var 96 ud af de 400 film tyske svarende til lige knap en fjerdedel. I år er kun 74 ud af 434 film tyske hvilket kun beløber sig til godt 17 procent.

Festivaldirektør Dieter Kosslick forklarer den markante nedgang med dårlig timing i forhold til, hvornår dette års tyske film har været klar til at blive vist på festivaller. Desuden henviser han til den stigende konkurrence mellem de forskellige filmfestivaller.

A MAN RETURNED

Da den dansk-palæstinensiske instruktør Mahdi Fleifel tilbragte en del af sin barndom i en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon, havde han nok ikke forestillet sig, at lejren skulle komme til at spille en stor rolle for hans voksne karriere som filminstruktør.

Foreløbig har det ført til tre film om Ain El-Helweh lejren, der alle er blevet vist på Berlinalen. I 2012 lavede han således en halvanden time lang dokumentarfilm om livet i lejren ”A World Not Ours” (2012), der blev vist på Berlinalens Panorama-sektion i 2013, og modtog festivalens Fredspris. I 2014 var han med i Berlinalens kortfilmsektion med filmen ”Xenos” (2013). Filmen følger Mahdis barndomsven fra lejren Abu Eyad på hans flugt til Grækenland, hvor han lige som mange andre flygtninge ender med at leve at fattigt liv på gaden i Athen og sælge sin krop for at overleve.

I år er Mahdi Fleifel så på ny med i kortfilmssektionen med ”A Man Returned” (2015). Her følger han den 26-årige palæstinenser Reda, efter at han er vendt tilbage til Ain El-Helweh fra Grækenland, hvor han er blevet narkoman. Trods sin narkoafhængighed beslutter Reda sig imidlertid mod alle ods for at gifte sig med sin barndomskæreste.

I sin vanlige, håndholdte stil er det igen lykkedes for Mahdi Fleifel at indfange stemningen i Libanons største flygtningelejr, som man som tilskuer efterhånden føler, man kender. Et minisamfund på lidt over en kvadratkilometer, hvor der i 2003 levede 70.000 mennesker, men hvor der efter masseflugten fra Syrien nu bor omkring 120.000 mennesker.

På samme måde formår Mahdi Fleifel at balancere mellem det livsbekræftende og tragiske.

Reda er måske nok en junkie, der konstant skyder sit stof ind i armen – endda ofte i køkkenet hos sin familie, mens de velvidende om situationen sidder inde i stuen og snakker videre, som om intet er hændt – men han viser sig også at være særdeles handlekraftig.

Vi følger ham på hans færd rundt om i lejren, hvor han kun færdes bevæbnet, ser ham prøve tøj til brylluppet og arbejde ihærdigt på at færdiggøre det hus, hvor han og hans hustru skal bo.

Andre ville nok have givet op eller være gået i hundene, men Reda fortsætter med en stædighed der bekræfter Mahdi Fleifels hovedpointe: At så længe der er liv, er der håb, for livet leves og finder derfor hele tiden smuthuller.

Så stik mod alle forventninger ender det med bryllup – også selv om Reda må afsted midt i det hele for at passe sine forretninger. På den måde slutter ”A man Returned” åbent, men ifølge Fleifel har Reda siden hen fået både en datter og er blevet afgiftet.

Mahdi Fleifels film er ikke politiske, men viser derimod den menneskelige side af flygtningesituationen, alt det som tal og statistikker ikke kommer i dybden med. Og som tilskuer tager man gerne et par ture mere til Ain El-Helweh.

A Man Returned – 30 minutter – Danmark, England, Holland og Libanon – Instruktør: Mahdi Fleifel – Medvirkende: Reda m.fl.