TV-Anmeldelse: Babylon Berlin – Et tysk undergangsmesterværk

»Træk vejret helt roligt. Ånd ind og ud. Forsøg ikke at få orden i tankerne. Lad dem bare få frit løb. Jeg fører dig nu tilbage til kilden. Til kilden til din angst. Jeg vil lede dig skridt for skridt. Helt til angstens kilde. Helt ind til sandheden.«

Sådan starter den tyske instruktør Tom Tykwers fabelagtigt underholdende TV-serie ”Babylon Berlin” (2017) på samme overlegne, fejende måde, som den fortsætter.

En ung mand befinder sig hos hypnotisøren, og da han slapper af, flimrer brudstykker af, hvad man formoder er resten af serien, forbi i et hæsblæsende tempo: Heste med gasmasker, folk der skyder, ekstatiske natklubsekvenser, nøgne kroppe, vold og kriminalitet.

Bygget over Volker Kutchers kriminalromaner om Berlin i slutningen af de brølende 20’ere er ”Babylon Berlin” den dyreste ikke-engelsksprogede TV-serie nogensinde, og det mærkes.

Seriens hovedperson politiinspektør Gereon Rath – en mærket 1. Verdenskrigsveteran med granatchok – sendes fra Køln til Berlin for at efterforske en sag med en skandaløs film, der – forstår vi – involverer højtstående personer.

Samtidig kapres et godstog langt ude østpå af bevæbnede trotskister. De dræber togførerne og kobler en ekstra godsvogn med et ukendt indhold på toget, inden de fortsætter mod Berlin.

Sådan suges alt og alle mod den tyske hovedstad, hjertet i Weimar-republikken. Byen er på samme tid det bedste og det værste sted i verden at befinde sig mellem de to Verdenskrige og uden sammenligning det mest interessante. Et sted, hvor alle former for ekstremer – politiske, sociale, kunstneriske og seksuelle – hvirvles sammen i en kogende malstrøm.

På gaden præges dagligdagen af hyperinflation, fattigdom og krigsveteraner, der bliver anset for at være maskiner, der er gået itu, og som derfor kasseres. Populistiske højrekræfter er ved at få momentum (lyder det bekendt?), og indædte venstreorienterede anarkister kæmper for at omstyrte samfundet, og ingen af parterne viger tilbage for vold for at nå deres mål.

De politiske spændinger glemmes dog for en stund på natklubberne, hvor jazz-æraen er i fuldt sving, og der festes og danses og sexes som var det den sidste nat på jorden. Hvad det jo næsten også er. Vi ved jo alle sammen, hvor den tikkende bombe med Tyskland i spidsen er på vej hen.

I denne heksekedel skal Gereon Racht forsøge at navigere og løse sin sag, mens han skjuler sine krigstraumatiske rysteture med morfin. En sammensat skikkelse, hvis politiske tilhørsforhold er ukendt, og som borer sig længere og længere ind i byens mørke hemmeligheder, mens han ikke selv går af vejen for at danse.

Han får blandt andet hjælp af den unge pige Charlotte Richther der arbejder med dag-til-dag tjanser på politigården om dagen og kaster sig ud i nattelivet som deltidsprostitueret om aftenen for at forsørge sin familie.

”Babylon Berlin” er et ægte storværk, der fuldt ud bekræfter, at det er blandt TV-serier, at man i øjeblikket kan få de største filmoplevelser. Samtidig er den tysk håndværk, når det er allerbedst med en overdådig opsætning, ypperlige skuespilpræstationer og et perfekt ramt tidsbillede af perioden lige inden nazisternes overtagelse.

Den giver sig tid til at bygge de mange tråde omkring sin hovedhistorie op, og selv om handlingen foregår for næsten 90 år siden har ”Babylon Berlin” en foruroligende resonans i forhold til verden af i dag.

Endelig har serien en formidabel lydside. Når en anden af de gennemgående hovedpersoner, den cross-dressende grevinde Sorokina, i en ikonisk sekvens i første asnit står på scenen i natklubben Moka Efti iført herretøj og overskæg og synger seriens titelmelodi ”Zu Asche, Zu Staub”, mens hele salen danser med og topløse danserinde iført Josephine Baker banaskørter danser bagved, er det ikke bare hypnotisk og stor filmkunst. Hun inkarnerer på én og samme tid alle tidligere natklub-skuespillerinder på lærredet fra Marlene Dietrich til Liza Minelli som Sally Bowels i Cabaret (1972) i den legendariske Kit Kat Club. hun bliver på den måde symbol for hele Weimar-perioden og dens blanding af romantik, vemod og løssluppen dekadence.

Du bist dem Tod so nah
und doch dein Blick so klar
erkenne mich
ich bin bereit
und such mir die Unsterblichkei

Det vidner om ”Babylon Berlins” enorme overskud og storhed, at man har givet plads til den slags scener og ladet dem udfolde deres klassiker-potentiale.
I det hele taget studser øret over de lejlighedsvist anakronistiske musikindslag, blandt andet Bryan Ferrys ikoniske sange, iklædt 20’er-arrangementer, som med deres ”Verfremdungs”effekt, både sender nik til datidens store dramatiker Berthold Brecht og effektivt minder os om, at – hvor godt tidsbilledet end er lavet – er serien et nutidigt produkt og dermed ikke bare underholdning, men samtidig en aktuel samfundskommentar. Ud over Brecht er der også kip med hatten til datidens store filminstruktører fra introens futuristiske filmmontage til Fritz Langs metropolis femme fatale/robot, som spejles i natklubnummeret.

Seriens indtil videre 16 afsnit sendes i øjeblikket på. DR1 som 8 dobbeltafsnit på halvanden time hver onsdag aften. Der findes nok kun få bedre måder at bruge 90 minutter på.

Babylon Berlin – 720 minutter – Tyskland – Instruktør: Tom Tykwer – Medvirkende: Volker Bruch, Liv Lisa Fries, Peter Kurth, Severija Janusauskaite, Lars Eidinger, Ivan Schedoff m.fl.