Filmanmeldelse: The House That Jack Built – Triers forrygende kvalme seriemordertrip
Hatten af for Lars von Trier. Først blev han bortvist fra Cannes Festivalen i 2011 efter nogle – indrømmet – uheldige bemærkninger om Hitler, og gjort til personanon grata på det sted, der ellers om noget var hans ”scene”.
Og da Cannes så tog ham til nåde igen her i 2018 og lagde rammer til verdenspremieren på ”The House That Jack Built”, ja så skete det gudhjælpemig med en film, hvor hovedpersonen indirekte hylder Hitler og en anden af de markante personer selv har spillet Hitler.
Med udspekuleret hævn kunne man dårligt tænke sig. Eller bedre måde at udstille festivalens hykleri på. Man kan næsten høre Lars von Trier grine diabolsk i baggrunden.
Nu er hans forrygende kvalme seriemodertrip af en film så omsider nået til Danmark på en flodbølge af fuore og overskrifter om, hvordan 100 mennesker udvandrede fra gallapremieren i Cannes i væmmelse.
Hvad havde I da tænkt mennesker? Lars von Trier har aldrig gjort noget halvt. I ”Nymphomania” (2013) får man plasket ægte, usløret sex lige i ansigtet, og i Antichrist (2009) skærer en af hovedpersonerne sin egen klitoris af.
Så selvfølgelig er en Trier-film om en seriemorder også fyldt med kvalmende sadistisk vold. En ælling får klipper det ene ben af med en havesaks og børn, kvinder og mænd tortureres og myrdes på udspekuleret vis, så gu’ er det kvalmende.
Men samtidig viser Lars von Trier os noget, som man måske ikke havde troet muligt. For midt i en verden, hvor vi har oplevet talløse seriemordere på lærredet og nærmest er blevet immune over for ondskabens mange udtryk, lykkes det ham at nå ind bag vores kevlarhærdede overflade. Og det gør ægte ondt, fordi man som publikum pludselig bliver klar over, hvilke rædsler, der er blevet usynlige for vore hjerter.
Lars von Trier har selv kaldt ”The House That Jack Built” for en film om kunsten at slå ihjel. Det er det måske også, men for Trier, er det ikke mordene i sig selv, der er interessante, lige som de mange penetrationer i ”Nymphomaniac” dybest set var ligegyldige. Vægten ligger som altid med Trier på ”kunsten” og som altid er hans film i virkeligheden rejser ind i og omkring forvredne fragmenter i ham selv.
Lige som ”Nymphomaniac” er ”The House That Jack Built” bygget op om en rammefortælling og dialog mellem to mennesker. Seriemorderen Jack (Matt Dillon) fortæller således sin historie i tilbageblik til den mystiske mand Verge (Bruno Ganz) lige fra sit første mord, der sker rent impulsivt og i irritation til den modne seriemorders kunstnerisk perfekte sadisme.
Det er i disse dialogers causerende filosoferen, at der opstår en fortælling om kunst, natur, kriminalhistorie, religion, mennesket ondskab, som bor i os alle, og forholdet mellem Det gode og Det onde.
Kort sagt om alting, hvilket også gør, at den toogenhalv time lange film i disse sekvenser nogle gange trækker lidt ud, selv om det aldrig bliver kedeligt eller ligegyldigt. Faktisk er de indledende 30-45 minutter præget af kulsort humor. Som da Jack får OCD og vender tilbage til gerningsstedet for et af sine mord igen og igen, fordi han ikke føler sig sikker på, om der er gjort rent nok.
Det hele krydres med indklip fra Lars von Triers tidligere film. Faktisk kan man sige, at han med ”The House That Jack Built” sluttes den cirkel, han indledte med anden seriemorderfilm ”Forbrydelsens element1 (1984). Den indeholder endda en kort sekvens med klip fra hans tidligere film.
På den måde kunne Lars von Trier godt trække sig tilbage her, men det sker næppe, Han har forhåbentlig mange flere provokerende ting i posen til os. Så tak for kvalmen Lars, den var tiltrængt.
The House That Jack Built – 152 minutter – Danmar, Frankring, Tyskland og Sverige – Instruktør: Lars von Trier – Medvirkende: Matt Dillon, Bruno Ganz, Uma Thurmann, Sofie Gråbøl m.fl.
