TV-anmeldelse: Tjernobyl – Totalt nerveflænsende drama om atomkatastrofe

Indrømmet, jeg kan ikke huske, hvad jeg foretog mig natten til den 26. april 1986, da katastrofen på Tjernobyl-kraftværket indtraf. Jeg var knap 21 år gammel dengang og i fuld gang med at studere og gå i byen. Jeg husker derfor heller ikke præcis, hvad jeg tænkte og følte, da der i dagene og ugerne efter begyndte at dukke historier op i medierne om Tjernobyl.

Til gengæld kan jeg huske præcis, hvad jeg tænkte og følte, da jeg tidligere på ugen brugte nogle sene aften- og nattetimer på at se den nerveflænsende HBO-serie ”Tjernobyl”.

Som radioaktive stråler havde det intense handlingsforløb på skærmen brændt sig gennem vores kroppe, så min kone og jeg allerede efter de første to afsnit sad med opspændte, andrenalinpumpende kroppe yderst på sofakanten.

Sjældent har man oplevet noget så intenst – eller så vedkommende. For ”Tjernobyl” er ikke bare en fiktiv filmfortæling. Den er et langt stykke af vejen historiefortælling om vor nære fortid. Det her skete faktisk. De menneskelige dumheder og arrogance, der førte til katastrofen, er virkelige hændelser. Og endnu mere rystende viser serien, hvor meget mere galt, det rent faktisk kunne være gået. Så galt, at store dele af Europa kunne have været ubeboelige på grund af radioaktiv forurening i generationer.

Seriens svenske instruktør Johan Renck styrer begivenhedernes gang, som var det en ren gyserfilm. Vi kastes midt ind i begivenhederne den skæbnesvangre nat, få sekunder efter, at natholdet i kontrolrummet på Tjernobyl har forsøgt at afbryde en skemalagt test ved at trykke på nødknappen for at stoppe reaktoren.

Resultatet er det stik modsatte. På grund af anlæggets konstruktion kommer nødknappen til at virke som den endelige detonator, der får kraftværkets reaktor 4 til at eksplodere med kolossal kraft, slynge radioaktivt materiale ud over hele området og sende radioaktiv stråling svarende til 400 Hiroshima-bomber ud over Europa.

I kontrolrummet nægter den inkompetente leder at acceptere sandheden. Han hævder stædigt, at det blot er køleanlægget, der er eksploderet, og de rædselsslagne, autoritetstro medarbejdere tør ikke modsige ham. Snart styrter de rundt i hvide kitler i klaustrofobiske gange, mens strålesygen begynder at indfinde sig.

Det samme gør brandvæsenet udenfor, og brandmændene går intetanende i gang med at slukke branden, uden at ænse de radioaktive stråler, der gennemborer dem og dømmer dem til en smertefuld stråledød.

Og lidt længere væk i nabobyen Pripyat samles lige så intetanende borgere på jernbanebroen og betragter branden på afstand, mens radioaktiv aske falder som sne over dem.

Imens sidder man fingerbiddende i sofaen og har bare lyst til at råbe ”Løb!”, men er i stedet fanget i et menneskeskabt mareridt. Johan Renck og manuskriptforfatteren Craig Mazin sørger nemlig for, at vi ikke kan kigge væk. De forsøger ikke engang krydre historien med ekstra skræmmescener, men bygger I stedet en snigende rædsel op, så man til sidst føler det som om, man er i frit fald lige som begivenhederne på skærmen.

”Tjernobyl” falder i tre dele: De første to afsnit fokuserer på den umiddelbare katastrofe, da reaktoren eksploderer. De næste på det enorme oprydningsarbejde og de mange menneskelige ofre for at stabilisere situationen igen, mens det sidste fokuserer på det retslige efterspil.

Vores guider gennem katastrofen er et umage trekløver: Den skeptiske atomforsker Valery Legaslov (Jared Harris), den sovjetiske mnister Boris Shcherbina (Stellan Skarsgard) og atomfysikeren Ulana Khomvuk (Emily Watson). De to første er virkelige personer, der var centrale i oprydningsarbejdet og undersøgelsen efter eksplosionen, mens Khomvuk repræsentere alle de videnskabsfolk, der stillede sig skeptiske over for myndighedernes udmeldinger.

Tilsammen udgør de en formidabel trio, der er seriens bankende hjerte. Harris, Skarsgard og Watson spejler deres personers indre konflikter og ultimative beslutning om at fortælle sandheden om katastrofen, selv om den var ilde hørt.

Samtidig repræsenterer brandmandskonen Lyudmilla Ignatenko (Jessie Buckley), der mister sin mand til strålesygen, de mange almindelige borgere, der bare var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. På samme måde stifter vi bekendtskab med de mange minearbejdere, der borede en tunnel under rwaktoren for at montere et varmeskjold, dykkerne der svømmede ind for at dræne kølevandet og hindre endnu en eksplosion, og soldaterne, der var med til at rydde op. Nogle af dem ved, at det vil forkorte deres liv, nogle ved det ikke, men uanset hvad, så gør de, hvad de kan.

Deres ofre og mod står i skrigende kontrast til embedsmændenes intense arbejde for at skjule de virkelige fakta om Tjernobyl. Dette paradoks og det fakta, at det var hybris og et helt systems akkumulerede inkompetence, der fremkaldte katastrofen, er bare en af de ting, der gør dette til en lige så fantastisk som gåsehudsfremkaldende serie. En ting er i hvert fald sikkert: De ting, som man lærte af Tjernobyl, må aldrig gå i glemmebogen. Det gør de forhåbentlig endnu mindre nu.

Tjernobyl – 330 minutter – USA og England – Skaber: Craig Mazin – Medvirkende: Jared Harris, Stellan Skarsgard, Emily Watson, Jessi Buckley, David Dencik, Paul Ritter m.fl.