Robin Williams død – Klovnen med den triste kerne er her ikke mere
Oprindeligt var det planen, at mit næste blogindlæg skulle være en anmeldelse af Jonas Elmers nye film ”Et andet liv”.
Men i går tog verden en anden drejning, Da den amerikanske filmskuespiller Robin Williams blev fundet død i sit hjem – tilsyneladende for egen hånd.
Når nogen dør, bliver der stille. I Robin Williams tilfælde bliver der meget stille. Få kunne som han improvisere og få folk til at le, hvad enten det gjaldt publikum eller journalister.
Et eksempel på det sidste så man til et pressemøde på Berlinalen i 2003, hvor Williams blev spurgt, hvordan han holdt sig i form:
– Jeg spiser stort set, hvad jeg vil, men jeg cykler meget. Jeg er bike-sexual. Jeg cykler hårdt, og jeg cykler længe. Behøver ikke viagra. Og selv om Janet Jacksons bryst kun var fremme et splitsekund, nåede jeg at se, at det ikke lignede et dørhåndtag, lød svaret.
Men alt var ikke bare sjov med Robin Williams. Bag hans komiske talent lå altid en latent melankoli. På scenen og lærredet gjorde det, at han bag latteren nåede ind og rørte folk. Privat førte det ham ud i misbrug og depressioner og i sidste ende til en al for tidlig død.
Bare 63 år blev han, men han efterlader sig en filmisk arv på mere end 100 titler i løbet af 40 år. Ikke alt var selvfølgelig lige godt. Noget blev for sentimentalt og andet for karikeret, men intet af det var ligegyldigt, og når Robin Williams var bedst, var han enestående.
Det begyndte for alvor med TV-serien ”Mork og Mindy”, hvor han spillede alien-manden Mork fra 1978-1982. Siden fulgte det store filmiske gennembrud i filmatiseringen af John Irvings bestseller ”Verden ifølge Garp” (1982).
Blandt hans andre store roller kan nævnes ”Good Morning Vietnam” (1987), ”Døde poeters klub (1989) og ”Good Will Hunting”. I sidstnævnte film fik Robin Williams sin første og eneste Oscar for rollen som psykiateren Sean McGuire, der hjælper den matematisk begavede gadedreng Will Hunting (Matt Damon).
Robin Williams fejrede også store triumfer, da han lagde stemme til flaskeånden Genie i Disneys ”Alladin” (1992) – en enestående og rablende verbal tour de force, som i den danske version blev eftergjort af Preben Kristensen.
At den sjove mand også kunne være ond – endda psykopatisk ond – fik Williams til fulde demonstreret i film som ”One Hour Photo” (2002) og ”Insomia” (2002).
Min egen Robin Williams favorit vil altid være hans rolle som synsk hjemløs i Terry Gilliams ”Fisher King” – en rolle, hvor han både mentalt og fysisk stod totalt nøgen.
Nu bliver der så stille. Den glade klovn med den triste kerne er her ikke mere. Det føles som om, at verden er blevet både tommere og fattigere, eller som USA’s præsident Obama har udtalt:
– Han kom ind i vores liv som en alien, men er endt med at have rørt os alle dybt. Han fik os til at grine. Han fik os til at græde. Han delte generøst ud af sit umådelige talent til de, der havde mest brug for det – fra vores udstationerede soldater til de marginaliserede mennesker på vores egne gader.
