FILM: Drive My Car – Mesterlig Murakami-filmatisering
Det er noget af opgave, som den japanske instruktør Ryusuke Hamaguchi har taget på sig, da han indvilgede i at stå for filmatiseringen af sin landsmand Haruki Marakamis novelle ”Drive My Car”.
For det første er Murakami ikke specielt begejstret for, at nogen filmatiserer hans verdensberømte romaner.
Helt tilbage i 2010 blev hans melankolske kærlighedsroman ”Norwegian Wood” filmatiseret af den vietnamesiske instruktør Tran Anh Hung. Siden da har filmfolk kun fået lov at filmatisere hans noveller. Det gjaldt for eksempel den sydkoreanske instruktør Lee Chang-dong, der i 2018 forvandlede en kort Murakami-fortælling til det toogenhalv time lange drama ”Burning”.
For det andet virker ”Drive My Car” ikke som det mest indlysende valg til en filmatisering. Der er tale om en tætpakket, perfekt strømlinet sag, hvor en sorgfyldt ægteskabshistorie er viklet ind i en beretning om et korrumperet venskab, som igen foldes ud via en fortælling om et bekendtskab mellem to meget forskellige personer. Alt sammen meget Murakami-agtigt og leveret på blot 40 sider.
Så som sagt, er det noget af en opgave at forvandle dette perfekt formede miniraturedrama til en tre time lang film.
Men Ryusuke Hamaguchi er ikke hvem som helst. Det viste den 43-årige instruktør senest i sin mesterlige, tredelte fortælling ”Wheel of Fortune and Fantasy” (2021) om livets og skæbnens tilfældigheder, der var et af sidste års helt store filmoplevelser.
Og det viser han i ”Drive My Car”, hvor han på lige så mesterlig vis har givet Murakamis novelle sine egne radikale, dybsindige tilføjelser.
Teaterinstruktøren og skuespilleren Kafuku mister sin elskede hustru og livs muse gennem 20 år Oto, da hun dør af en blodprop.
Kort inden sin død havde Oto en affære med den yngre skuespiller Takatsuki, som Kafuku opdagede, men ikke konfronterede hende med.
To år efter hustruens død hyres Kafuku til at instruere en forestilling i Hiroshima, Anton Tjekhovs ”Onkel Vanja”. Trods siden viden om Otos utroskab hyrer han Takatsuki til at spille hovedrollen.
Samtidig får Kafuku tildelt en yngre, kvindelig privatchauffør Misaki, der får hans smukke, røde vintage-Saab til at svæve gennem landskabet.
Og mens han udtænker en raffineret hævn over Takatsuki, udvikler forholdet mellem ham og Misaki, der har sine egne lig i lasten, sig i en mere personlig retning.
Mere behøver man ikke at vide om handlingen i denne forvandling af en novelle til et mesterligt og fascinerende filmdrama, der fuldt fortjent vandt en Oscar for Bedste Internationale Film.
”Drive My Car” er både en film om kunst og om at skabe kunst og selv et stykke filmkunst. Og som i ”Wheel of Fortune and Fantasy” er det gennem de glasklare, fængende dialoger, at filmen løfter sig til den smukkeste svane: Der hvor hjertet og sorgen får ord og hvor kærligheden og kunsten forløses gennem kommunikation.
I centrum yder Hidetoshi Nishjima en fantastisk indsats som Kafuku, der i den grad underspiller sine følelser, indtil de i mødet med Misaki slippes fri på rørende og poetisk vis.
Så trods de 179 minutters spilletid, føles ”Drive My Car” ikke ét minut for lang, og man går beriget ud af biografen med fornemmelsen af at have overværet noget både stort og smukt.
Drive My Car – 179 minutter – Japan – Instruktør: Ryusuke Hamaguchi – Medvirkende: Hidetoshi Nishijima, Tôko Miura, Reika Kirishima, Masaki Okada m.fl.
