FILM: De forbandede år 2 – Mere action, men med samme mangler som forgængeren

FJeg var ikke synderlig begejstret efter at have set Anders Refn’s danske familiekrønike ”De forbandede år” (2020) for lidt over to år siden.

Ideen med at skildre besættelsens mange bagsider og dilemmaer via en enkelt familie, er ellers god. Og rollelisten, der blandt andet talte danske stjerneskuespillere som Jesper Christensen og Bodil Jørgensen som fabrikant Karl Skov og hans kone Eva, fejlede bestemt heller ikke noget.

Alligevel fungerede filmen ikke. Christensen og de øvrige skuespillere fik simpelt hen alt for lidt at arbejde med. Derfor fik figurerne ikke nok substans og bipersonerne – der havde endnu mindre at arbejde med – endte for en dels vedkommende som rene karikaturer.

Samtidig var der noget helt galt med filmens rytme. Det var som at opleve Refn med speederen i bund fuldt fokuseret på at drøne derudad, men uden sammenhæng. Folk mødtes i én scene, blev glødende forelskede i den næste, gift i den tredje og skilt i den fjerde. Alt alt for hurtigt til, at man nåede at engagere sig i noget som helst.

Del 1 endte brat i 1943, og nu har Anders Refn så leveret anden og sidste del af historien.

Er jeg mere begejstret nu? Og er den bedre en første del? Svaret på begge dele er ”Ja, en smule”.

”De forbandede år” efterlod familien Skov dybt splittede. Karl Skov føler sig tvunget til at lade sin fabrik samarbejde med tyskerne for at den kan overleve, hvilket bringer ham på kant med Eva. En af familiens sønner er kommet hårdt såret hjem fra østfronten. En anden er gået under jorden som modstandsmand, mens datteren er blevet krigsenke efter en tysk officer og nu stemplet som tyskerpige. Og de sidste to brødre spiller på en jazzklub.

I anden del ”De forbandede år 2” strammes skruen yderligere med våbennedkastninger, vold, sabotager, stikkelikvideringer, som går galt, uundgåelige faderopgør og meget mere. Og vi får ikke blot bagsiden af besættelsen, men også af befrielsens ekstase med lovløse henrettelser og hævngerrig vold.

Intet er sort/hvidt, men grumset og dybt dilemmafyldt gråt. På den måde lykkes det Refn at illustrerer mange nuancer fra de fem år.

Men den garvede danske instruktør gentager sine kardinalsynder fra første halvdel. Han vil have så meget med, at det hele bliver forceret, og skuespillerne får ikke mere dybde i deres roller.

Når ”De forbande år 2” alligevel er en smule bedre end sin forgænger skyldes det i høj grad, at der er flere yderst veleksekverede actionscener, der fjerner opmærksomheden fra de dele af filmen, der ikke fungerer.

Rent æstetisk er der ingen tvivl om Anders Refn’s evner. Han kan sit stof og begge dele af historien er visuelt smukke film.

Alligevel sidder man tilbage med en utilfredsstillet og ærgerlig følelse af at have overværet noget, der kunne været blevet en fantastisk flot udfoldet TV-serie på højde med ”Matador”, men som nu er endt som to middelmådige film.

De forbandede år 2 – 152 minutter – Danmark – Instruktør: Anders Refn – Medvirkende: Jesper Christensen, Bodil Jørgensen, Gustav Dyekjær Giese, Mads Reuther, Sara Viktoria Bjerregaard, Lue Dittmann Støvelbæk, Sylvester Byder m.fl.