FILM: Beau Is Afraid – Joaquin Phoenix’ syretrippede angstrejse

Ari Aster har tidligere vist, at han evner at lave horrorfilm. Det viste han både med “Hereditary” (2018) og “Midsommar” (2019). Men i forhold til hans nyeste film “Beau is Afraid” er de to film nærmest børnebogsagtige.

For at træde ind i Beaus verden, en mand som i bogstaveligste forstand har fået dødsangsten  ind med modermælken, er langt mere skræmmende, end det, som Aster hidtil har præsteret på det store lærred.

Samtidig er ”Beau is Afraid” ikke nogen nem film. Den vil helt sikkert splitte tilskuerne på sin tre timer lange rejse mod slutningen. Og at den med fuldt overlæg er designet til at gøre lige netop det, vil ikke gøre folks følelser omkring den mindre komplicerede.

Men det hører med til rutschebaneturen, at Ari Aster har fuld kontrol over tingene. Filmen har så mange detaljer, man skal lægge mærke til, at det med mellemrum er totalt overvældende – en spejling af den måde, som Beau ser verden omkring sig på. Og til andre tider sløves – nærmest bedøves – man af de mange fortolkningsmuligheder.

Heldigvis redder Aster det hele med en lammende tredje akt, der har potentiale til at blive husket som en af de dristigste de seneste par årtier.

Men tilbage til stakkel Beau, der trods en alder på næsten 50 år aldrig rigtig har levet. Han er blevet født jovist – det lader åbningsscenen os ikke i tvivl om – men hvad har han brugt sit liv på siden? Og har han overhovedet udviklet sin egen selvstændige identitet væk fra sin succesfulde singlemor Mona Wasserman? En kvinde der hjemsøger filmen næsten til slutningen, før hun omsider åbenbarer sig.

Et lille halvt århundrede senere finder vi Beau i psykoanalyse. Han har enorme problemer med angst over for stort set alt. Hvilket på nogen måder er ret forståeligt, da Aster fremstiller hans lokale nabolag som en form for Hieronymus Bosch-agtigt helvedeslandskab. På samme måde som den svenske instruktør Roy Andersson ville have filmet det.

Stort set alle virker truende, fra de bevæbnede børn til den tatoverede person, der jager Beau til hans gadedør. Selv noget så simpelt som at krydse gaden blever en næsten uoverstigelig udfordring. Og i løbet af de3n tid, det tager ham at gøre det, når alle de freaks, som Beau forsøger at undgå, at samle sig og zombieagtigt marchere op til hans lejlighed og flå stedet fra hinanden.

På den måde cirkler filmen rundt mellem gys og komedie, men Beau er på en mareridstagtig odyssé for at se sin afdøde mor. Undervejs bliver han blandt andets kørt ned af et foruroligende muntert par, som vil adoptere ham, og det lille samfund ”Skovens Forældreløse”, der redder ham, da han er på flugt.

Men selv da Beau lulles ind i en falsk tryghedsfornemmelse, sidder publikum tilbage med en følelse af underliggende ondskab. For Beau er ikke bare ikke sikker – han er nærmest konstant i fare, fordi folk omkring ham opfører sig på uforudsete måder.

Hvad der er ”ægte” er meget svært at sige. Faktisk kan det hele være én stor hallucination fremkaldt af en ny medicin, som Beau får fra sin psykiater i starten af filmen.

Ægte eller ej er da også totalt ligegyldigt. Det gælder blot om at indstille sig på, at det er sådan, at Beau opfatter verden, og så ellers kaste sig fuldbårent ud i syretrippet.

Det gør man gerne, når Beau spilles så gennemført veloplagt af Joaquin Phoenix, som tilfældet er her.

Han tumler rundt som et forvokset mandebarn, og får os alle til at føle, som han selv gør. Alene dét gør ”Beau is Afraid” til en af forårets mest usædvanlige filmoplevelser.

Beau is Afraid – 179 minutter – USA – Instruktør: Ari Aster – Medvirkende: Joaquin Phoenix, Patti Lupone, Nathan Lane, Amy Ryan m.fl.