SERIE: Bridgerton Sæson 3 – Netflix’ kostumedrama er stadig kærlighedsunderholdning på første klasse
Altid en fornøjelse, aldrig en pligt, men nogle gange oversukret. Netflix’stort anlagte slagnummer af en kostumedramaserie ”Bridgerton” er tilbage med en sæson 3.
Det er fem år siden, at Julia Quinns kendte romanserie om de otte børn i den velhavende Bridgerton-familie og deres kærlighedskvaler med at blive gift i 1810’ernes London, ramte tv-skærmene overalt i verden.
Succes’en var øjeblikkelig og umiddelbar. Med ét slag opnåede Netflix at gøre kostumedrama-genren moderne, cool og hip selv blandt de unge streamingbrugere.
Det hjalp helt sikkert, at serien var og er politisk korrekt farveblind, så en stor del af Londons fornemmeste borgere – inklusive dronningen – var mørke (en af seriens mange historiske ukorrektheder). Og at de udadtil dydige jomfruer og virile ungersvende hengav sig til dampende sexscener, når først kærligheden satte ind.
De otte bøger i serien kører alle efter samme opskrift: Hver af dem følger et af Bridgerton-børnene gennem forskellige kærlighedsforviklinger, til de får deres udkårne. Her er der 100% garanti for en lykkelig slutning.
TV-serien har gjort det samme i de første to sæsoner. I sæson 1, fulgte man den ældste datter Daphne Bridgerton og hendes kærlighedshistorie med den unge Hertug Simon Basset. Og i sæson 2 var det familiens overhoved, ældstesønnen Anthony og hans kamp for at vinde den smukke, indiske kvinde Kate.
Spørgsmålet er nu, om serien med sæson 3 kan overgå sig selv endnu engang? En ikke helt nem opgave, fordi det grundlæggende er den samme historie, der gentages sæson efter sæson.
Måske er det derfor, at producenterne både har blandet kortene og speedet processen op. Frem for blot et enkelt, er hele tre af Bridgerton-børnene i spil i denne sæson. Den næstældste af sønnerne Benedict tiltrækkes således af den sanselige enke Tilley Arnold, mens datteren Francesca forsøger at finde en ægtemand, der både deler hens passion for musik og for bare at være stille sammen.
Begge disse sidehistorier blegner dog i forhold til sæson 3’s egentlige trækplaster: Romancen mellem Collin Bridgerton og Penelope Featherington, der har ulmet siden starten på serien.
Penelope har længe været hemmeligt forelsket i Collin, der kun har opfattet hende som en nær ven. Da han vender tilbage til London efter en udenlandsrejse og bliver populær hos alle byens giftefærdige adelsfrøkener, savner han imidlertid deres venskab. For at vinde det tilbage indvilger han i at lære Penelope, hvordan man skaffer en ægtemand. Undervejs bliver Collin dog ikke overraskende klar over, at han elsker Penelope.
Nicola Coughlan og Luke Newton har ingen problemer med at finde kemien imellem sig. De har selvfølgelig også bygget op til dette gennem de første to sæsoner, og det er en fryd at se denne Askepot-historie udfolde sig. Mere end de tidligere sæsoner handler denne om kvindelig empowerment og hvordan en kvinde, der ellers ser sig selv som ikke attraktiv begynder at blomstre.
Så tilgiver man gerne Luke Newtons forelskede udtryk, der mest minder om en månesyg hundehvalps.
Og at Bridgerton-serien trods sin politiske farvekorrekthed ikke på nogen måde beskæftiger sig med alle de tjenende ånder, der gør dette giftemarked på første klasse i glitrende balsale muligt.
Nej, dette er et overklassebud på et konstrueret drømmeland, hvor vi for en stund kan synke ned i romantiske drømmerier tilsat tilpas med bar hud til at få den søde lemonade til at glide ned.
Foreløbig har Nexflit udsendt de fire første afsnit – halvdelen af sæsonen – mens anden del følger den 13. juni. Så problemerne er langt fra ovre endnu fra denne sæsons stjernepar. Herunder hvordan Collin vil reagere, når han finder ud af, at Penelope er seriens hemmelige rygtespreder Lady Whistleton.
Bridgerton Sæson 3 – 8 afsnit af 50-60 minutter – USA – Instruktører: Tricia Brock og Andrew Ahn – Medvirkende: Nicola Coughlan, Luke Newton, Adjoa Andoh, Hannah Dodd, Ruth Gemmell, Claudia Jessie, Golda Rosheuvel, Luke Thompson m.fl.