FILM: Inshallah en dreng – Jordansk socialrealisme på Cannes-niveau

At bruge filmmediet til at rette en sønderlemmende kritik mod nogle samfundsnormer og strukturer er set utallige gange. Den jordanske instruktør Amjad Al Rasheed lægger nye lag til genren i sin debutfilm ”Inshallah a Boy”. Her kæmper en enke indædt mod nogle patriarkalske retsregler, der truer med at rive hele grundlaget væk under hende og hendes datter.

Middelklassekvinden Nawal lever et roligt liv med sin mand Adnan og dattteren Nora, mens de arbejder på barn nummer to, da tragedien rammer.

Adnan dør uden varsel af et slagtilfælde, mens han sover. Ved begravelsen overdynges hun af tomme støttende ord fra familie og venner, mens en nabo siger det mere nøjagtigt. ”Når en kvinde mister sin mand, mister hun sin elsker, sin partner og alt i livet”.

Naboen glemmer dog at fortælle, hvor omfattende dette ”alt” i virkeligheden er eller kan være i Jordan. For ifølge jordansk lov og Sharia-regler, har mandens familie ret til en del af arven, hvis han ikke har fået en søn.

Nawal har derfor ikke tid til at sørge, men kastes ud i et juridisk slagsmål med sin svoger Rifgi, for at bevare sit og Noras hjem og forældremyndigheden over sin datter. Og samtidig opdager hun ukendte hemmeligheder om Adnan: At han ikke havde arbejdet de sidste fire måneder, at han skyldte Rifqi penge på deres pickup, og at han havde en affære.

Al Rasheeds film er som et stykke præcisionsværktøj. Et socialrealistisk drama leveret som en escape-room thriller, hvor labyrinten, som hun skal navigere igennem, er det jordanske samfund selv. En massiv bureaukratisk, patriarkalsk labyrint, designet til at sikre, at enhver kvinde, som forsøger at kæmpe sig igennem, vil løbe panden mod en mur før eller siden i dens snedigt placerede blinde gange.

Men Nawal, der til at begynde med er en ydmyg hustru, er ikke typen, der lader sig presse til at opgive de få ting, som hun opfatter som sine. Inklusive bilen, som hun ikke engang kan køre.

Hun tager kampen op, mens hun passer sit job som hjemmehjælper for en rig, invalid kvinde Souad i den velhavende vestlige del af Amman.

Da Souads datter Lauren, der lever i et ulykkeligt ægteskab, betror Nawal at hun er gravid, men ønsker at få en abort, tager dramaet en ny drejning. Nawal tilbyder at hjælpe Lauren mod at få hendes positive graviditetstest, så hun kan påstå over for myndighederne, at hun er gravid, og få udsat sagen mod Rifgi.

Som tingene udvikler sig, har Nawal brug for et mirakel, men om hun får det, skal ikke afsløres her.

Det vigtigste er det budskab, hun sender via sin kamp: At tingene kan forandres, hvis man handler. Undervejs bliver Nawal spurgt ”Hvad er det for et forbillede, som du viser din datter?”. Svaret giver sig selv mod slutningen, hvor Nora kigger stolt på sin mor, mens hun langsomt bakker pickuppen ud fra dens parkeringsplads.

”Inshallah en dreng” er en af den slags film, der måske ville kunne påvirke diskussionen i Jordan mod en mere retfærdig arveret og ligestilling.

Inshallah en dreng – 113 minutter – Jordan, Frankrig, Saudi Arabien, Qatar og Egypten – Instruktør: Amjad Al Rasheed – Medvirkende: Mouna Hawa, Haitham Alomari, Yumna Marwan, Salwa Nakkara, Mohammed Al Jizawi, Seleena Rababah m.fl.