FILM: Uproar – Klassisk feel good film fra New Zealand lykkes hele vejen rundt

Vi kender alle fornemmelsen af at sidde komfortabelt i biografsædet og opleve en film, der rammer alle de rigtige strenge. Og som efterlader os med en stærkt forøget følelse af glæde.

Begrebet hedder feel good film, og det new zealandske instruktør-makkerpar Paul Middleditch og Hamish Bennets nye film ”Uproar” er et klassisk eksempel på genren.

Vi er i New Zealand i 1981, hvor landets oprindelige befolkning maorierne demonstrerer for anerkendelse over hele landet.

Samtidig føler den 17-årige Josh Waaka, sig malplaceret på sit rugby-tossede gymnasium. Josh lever med sin mor, der er enke, og sin storebror Jamie, der var rugbystjerne, indtil han kom ud for en ulykke.

Josh’ far var maori, men Josh er ikke politisk engageret. Han lever et liv på sidelinien og har mere end nok at gøre med at overleve dagligdagens udfordringer.

Men da gymnasiets dramalær Madigan opfordrer Josh til at forfølge sine skuespildrømme, ryger han hovedkulds ind i en konflikt, hvor han enten må lade stå til eller kæmpe for sig selv, sine maorirødder og sin fremtid.

”Uproar” bygger delvis på Paul Middleditchs egne oplevelser som teenager i Wellington i 1980’erne. Den blander ubesværet sine politiske budskaber med udfordringerne som outsider-teenager. Josh’ politiske og personlige opvågnen sker således simultant og helt naturligt.

Samtidig bevæger ”Uproar” sig med stor og sikker balancesans mellem komedie og drama. Resultatet er en fortælling fyldt med troværdige karakterer, som bliver hinandens støtte i en ikke-perfekt verden.

Man kunne have frygtet, at filmen ville blive for overlæsset på grund af de mange gode ideer, som den presser ind i sine tempofyldte 110 minutter. Men også her formår ”Uproar” at balancere det hele med en blanding af varm humor og dybfølte budskaber. De racistiske undertoner fra gymnasiets rektor står for eksempel i skarp kontrast til Madigans godhjertede, men apolitiske råd.

Endelig har de to instruktører haft en heldig hånd, da de skulle vælge deres skuespillere. Over dem alle stråler blot 21-årige Julian Dennison i den altbærende rolle som Josh. Dennison har allerede haft en imponerende skuespilkarriere, der rækker lige fra underspillede dramaer til blockbusterfilm og er på den måde en af New Zealands mest interessante unge skuespillere lige nu. Han rækker over hele spektret fra undertrykt teenager, over humor og skarpe returneringer til fuldtonede følelsescrescendoer, da han omsider finder sin identitet.

Samtidig byder filmen på et kærkomment gensyn med den engelsk-amerikanske skuespillerinde Minnie Driver i rollen som Josh mor. Og den new zealandske skuespiller og standupper Rhys Darby trækker fornemt på begge dele som Madigan.

På den måde leverer ”Uproar” varen hele vejen rundt og er på den måde efterårets absolut bedste bud på en klassisk feel good oplevelse i biografen.

Uproar – 110 minutter – New Zealand – Instruktører: Paul Middleditch og Hamish Bennet – Medvirkende: Julian Dennison, Minnie Driver, Rhys Darby, Erana James, James Rolleston m.fl.